Kameraet står for tæt på personen
Den mest almindelige fejl, jeg ser på kurset, er at stille kameraet for tæt på den, der bliver interviewet. Kursisten vil have et intimt billede, men resultatet er ofte en person, der sidder med ansigtet presset ind mod billedkanten og får svært ved at slappe af. Man kan se det i skuldrene: de løfter sig, så snart linsen kommer tæt på.
Prøv i stedet at trække kameraet tilbage og bruge en lidt længere brændvidde. Så får du samme billedudsnit, men personen har mere luft omkring sig og føler sig mindre iagttaget. Afstanden giver også et mere naturligt perspektiv på ansigtet, uden den strakte næse og de store ører, som en vidvinkel tæt på kan give.
Til øvelsen i Interviewoptagelser tager vi tre optagelser af samme person fra tre afstande og ser dem efter hinanden. Forskellen er næsten altid tydelig, også for dem, der er helt nye med kamera.
- Start med kameraet cirka to til tre meter fra personen
- Brug en lidt længere brændvidde frem for at gå tæt på
- Sammenlign altid to afstande, før du vælger
Øjenlinjen peger forkert
Næste fejl handler om, hvor personen kigger hen. Når den, der stiller spørgsmålene, sidder ved siden af kameraet, ser den interviewede ud i billedets ene side, og det virker naturligt. Men mange sætter sig på den forkerte side eller for højt oppe, så blikket peger op eller ned, og seeren mister fornemmelsen af en rigtig samtale.
Løsningen er enkel: placer den, der spørger, tæt ved siden af objektivet og i samme højde som den interviewedes øjne. Bed personen om at tale til dig, ikke til kameraet. Hvis blikket flakker, kan en lille markering på væggen eller et stykke tape hjælpe med at holde ro på blikket.
Vi taler også om, at øjenlinjen bør have lidt rum foran sig i billedet. Kigger personen mod venstre, skal der være mere plads til venstre end til højre. Det er en lille justering, men den får billedet til at ånde.
- Spørgeren sidder tæt ved objektivet
- Øjenhøjde for begge parter
- Mere luft i den retning, personen kigger
Baggrunden bliver glemt
Mange bruger al energi på personen og opdager først i klippet, at der vokser en plante ud af hovedet, eller at en skarp lampe står lige bag skulderen. Baggrunden er en del af fortællingen, og den bør vælges lige så bevidst som placeringen af personen.
Kig igennem søgeren eller på skærmen og følg billedets kanter hele vejen rundt, før du trykker optag. Se efter lodrette og vandrette linjer, der skærer personen, lyse vinduer, der trækker blikket, og rod, der ikke hører til. Ofte løser det problemet at flytte personen en meter frem fra væggen, så baggrunden bliver blødere og mindre påtrængende.
En rolig baggrund med lidt dybde fungerer bedre end en flad væg. Et bogreol, en dør på klem eller en vinduesfløj i det fjerne giver øjet noget at hvile på uden at tage opmærksomheden fra den, der taler.
Lyset kommer fra den forkerte side
Den fjerde fejl er lyset. Sidder personen med ryggen til et stort vindue, bliver ansigtet mørkt, mens himlen brænder ud. Det virker som en pæn, lys stue, men kameraet kan ikke klare begge dele på én gang, og resultatet er enten en silhuet eller et hvidt vindue.
Vend i stedet personen, så vinduet er skråt foran eller til siden. Så falder dagslyset blødt på ansigtet og giver form uden hårde skygger. Er lyset for hårdt, kan et tyndt gardin eller et ark hvidt papir dæmpe det. Undgå blandet lys, hvor loftslampen og dagslyset trækker i hver sin farve.
Tjek altid ansigtet på skærmen, ikke kun billedet som helhed. Hvis øjnene ligger i skygge, er billedet ikke klar, uanset hvor flot resten ser ud.
- Vinduet foran eller ved siden af personen, aldrig bagved
- Sluk loftslys, der blander farver med dagslyset
Ingen prøveoptagelse inden det rigtige interview
Den sidste fejl er måske den mest skånsomme at undgå: at gå direkte til det rigtige interview uden en prøve. Så opdager man først undervejs, at lyden brummer, at personen sidder skævt, eller at batteriet er ved at løbe tør, og stemningen ryger ud af samtalen, mens man piller ved udstyret.
Afsæt ti minutter til en opvarmning. Lad personen tale om noget helt andet, mens du tjekker billede, lyd og afstand og ser optagelsen igennem. Det beroliger også den interviewede, som får vænnet sig til kameraet, inden det gælder.
På kurset gør vi det til en fast rutine, og kursisterne siger ofte bagefter, at det var den vane, der gav dem mest ro. Interviewet bliver bedre, når teknikken allerede er på plads.