Spørgsmålet, jeg hører oftest
Når kursister første gang prøver en panorering, kommer næsten altid det samme spørgsmål: hvorfor ryster det, når jeg følger en person hen over billedet? Svaret er sjældent, at kameraet er dårligt eller at man mangler talent. Oftest er det en blanding af kropsholdning, hastighed og manglende planlægning af bevægelsens start og slut.
Jeg underviser i kamerabevægelse og klipning, og jeg ser det samme mønster hold efter hold. Man kigger på skærmen, mens kroppen drejer i ryk, og bevægelsen bliver til en række små korrektioner i stedet for én rolig glidning. Det kan rettes med få vaner, og de kan øves hjemme i stuen.
I denne tekst går jeg igennem årsagerne i den rækkefølge, jeg selv forklarer dem på kurset, så du kan finde ud af, hvor din egen panorering går galt.
Start med benene, ikke med armene
En rolig panorering begynder i kroppen. Stil dig med fødderne i skulderbredde, og vend overkroppen mod det sted, hvor bevægelsen skal slutte. Drej derefter tilbage til udgangspunktet, uden at fødderne flytter sig. Du har nu en krop, der kan dreje hele vejen rundt i én jævn bevægelse, i stedet for at armene skal gøre arbejdet alene.
Mange løfter albuerne fra kroppen og holder kameraet frit foran sig. Det giver skælven, fordi musklerne i overarmen hurtigt bliver trætte. Hold i stedet albuerne ind mod brystet, og lad kroppens vægt bære kameraet. Det virker for både kompakte kameraer og større modeller.
Efterårets korte dage er faktisk godt til øvelsen, fordi du ikke behøver lys til at træne selve bevægelsen. Du kan øve dig med kameraet slukket, indtil kroppen kender vejen.
- Fødderne i skulderbredde og låst fast under hele bevægelsen
- Albuerne ind mod kroppen, ikke ud til siden
- Drej fra hofterne, så skuldrene følger med
Stativet gør det lettere, men kun hvis det er sat rigtigt
Et stativ med et godt hoved fjerner mange problemer, men det løser ikke alt. Det første, jeg tjekker hos kursisterne, er at stativet står vandret. Står det skævt, hælder horisonten under panoreringen, og billedet virker uroligt, selv om bevægelsen er jævn. Brug libellen, eller tjek på skærmen mod en tydelig vandret linje i baggrunden.
Det andet er modstanden i hovedet. Står bremsen for løs, løber kameraet løbsk og stopper med et lille ryk. Står den for stram, bliver bevægelsen sej og stødende. Find en indstilling, hvor du kan dreje med to fingre og stadig mærke en let modstand hele vejen.
Brug styrehåndtaget og ikke selve kameraet. Håndtaget giver dig en længere arm og dermed finere kontrol over hastigheden, især når bevægelsen skal starte og stoppe blødt.
Start blødt, stop blødt, og kend slutbilledet
En panorering består af tre dele: en rolig start, en jævn midte og en blød afslutning. De fleste fejl sker i enderne. Man sætter i gang med et ryk og bremser for brat. Øv dig i at lade bevægelsen accelerere over det første sekund og aftage over det sidste, som når en bil triller ind på en parkeringsplads.
Beslut desuden slutbilledet, før du trykker optag. Hvis du ved, at bevægelsen skal ende på et bestemt motiv, kan du dreje kroppen derhen først, mærke den ubehagelige stilling og så vende tilbage. Så er der plads til at slutte uden at skulle strække dig.
Hold både første og sidste billede stille i et par sekunder. Det giver klipperen luft til at skære ind og ud, og det skjuler små rystelser i selve bevægelsen. Det er en lille vane, som gør klippet langt mere brugbart senere.
- Tæl langsomt til to ved start og til to ved slut
- Planlæg slutbilledet, før du begynder
- Optag hver panorering mindst tre gange og vælg den roligste
Når kameraet skal holdes i hånden
Uden stativ er kravene større. Brug kroppen som stativ: albuerne ind, knæene let bøjede, og gå ved at rulle fra hæl til tå, så overkroppen glider frem uden at hoppe. En rem om nakken, der strammes let ud, giver et ekstra støttepunkt og beroliger billedet mærkbart.
Mange tror, at et vidvinkelobjektiv skjuler rystelser. Det passer delvist, men en for vid vinkel gør til gengæld, at selv små drej bliver til tydelige skift i perspektivet. Prøv at holde dig til en mellemvinkel, mens du øver, og skift først, når bevægelsen sidder.
Følgebevægelser, hvor du går bag en person, øves bedst i en tom gang eller en sti uden trafik. Start med lav gangfart og med så få forhindringer som muligt. Efterhånden kan du øge tempoet og tilføje svingninger.
En øvelse, du kan lave i denne uge
Find en lang, lige linje udendørs, for eksempel en række træer, et hegn eller en sti. Stil stativet op og optag en panorering fra den ene ende til den anden på cirka otte sekunder. Gør det ti gange, og se alle ti optagelser igennem uden at slette nogen. Du vil hurtigt se, hvilke starter og slutninger der virker, og hvilke der trækker billedet ud af rytme.
Gentag derefter øvelsen håndholdt med rem om nakken. Sammenlign de to serier side om side. Forskellen viser dig præcis, hvor meget af rystelserne der kommer fra kroppen, og hvor meget der skyldes udstyret.
På kurset gennemgår vi optagelserne sammen og markerer, hvor bevægelsen starter, accelererer og stopper, så du kan se mønstrene i dit eget materiale.
- Otte sekunder pr. panorering som udgangspunkt
- Ti forsøg i hver serie, ingen sletning undervejs
- Sammenlign stativ og håndholdt bagefter