Hvad ordet shotliste dækker
En shotliste er en nummereret liste over de billeder, du vil have med hjem fra en optagedag. Hver linje beskriver ét billede: hvad der er i det, hvor tæt kameraet står, og hvordan det skal bevæge sig, hvis det overhovedet skal. Listen er et arbejdsredskab, ikke et manuskript. Den skal kunne læses hurtigt, mens du står med kameraet i hånden, og der er ingen grund til at skrive mere end nødvendigt.
Mange kursister tror, at en shotliste kun er for store produktioner. Det passer ikke. Selv en kort optagelse af et interview eller en rundtur i et værksted bliver lettere, når du på forhånd ved, hvilke billeder du mangler. Listen sparer dig for den situation, hvor du kommer hjem og opdager, at du aldrig fik et billede af stedet, hvor det hele foregik, eller et billede af hænderne, mens de arbejdede.
Jeg bruger ordet i undervisningen på samme måde, som det bruges i faget: En linje svarer til et enkelt, sammenhængende billede, der løber, indtil du stopper optagelsen. Det er en nyttig præcisering, for den afgør, hvor mange linjer du skal skrive.
- Én linje er ét sammenhængende billede
- Listen er et værktøj til optagedagen
- Den kan være kort og stadig nyttig
De ord, du møder i en linje
I en shotliste står der som regel en størrelse: totalbillede, halvtotal eller nærbillede. Totalbilledet viser stedet og placerer personerne i det. Halvtotalen viser en person fra hoften og op og er det billede, de fleste bruger mest. Nærbilledet viser et ansigt eller en detalje, og det bruges, når du vil have tilskueren tæt på.
Dernæst står der ofte noget om vinkel og bevægelse. Normal vinkel betyder, at kameraet er i øjenhøjde med motivet. Set oppefra og nedefra forklarer sig selv, men de ændrer stemningen, så brug dem med vilje. Bevægelsen skrives som stillestående, panorering eller følgebevægelse, så du kan huske, om stativet skal være låst eller løst.
Sidst kan du notere varighed og lyd, for eksempel at du vil have ti sekunder af en hånd, der skruer låg af, med den lyd, den laver. De ord er ikke svære, men de skal bruges ens hele vejen igennem. Skriver du nærbillede ét sted og detalje et andet, ender du med at tvivle på din egen liste.
- Størrelse: total, halvtotal, nærbillede
- Vinkel: øjenhøjde, oppefra, nedefra
- Bevægelse: stille, panorering, følge
- Varighed og lyd som korte noter
Rækkefølgen er halvdelen af arbejdet
Når billederne er skrevet ned, kommer det afgørende spørgsmål: i hvilken rækkefølge skal de ses? En sekvens, der fungerer, starter ofte med et billede, der viser, hvor vi er, går derefter tættere på og slutter med noget, der giver en pause. Det er ikke en regel, men det er et godt udgangspunkt, når du er i tvivl.
Tænk på klipperen, som er dig selv eller en anden. Hvis to billeder skal klippes sammen, må de ikke ligne hinanden for meget. To halvtotaler af samme person fra næsten samme sted giver et hak i billedet. Skift størrelse eller vinkel tydeligt mellem to klip, så overgangen føles som en beslutning og ikke som en fejl.
Jeg anbefaler, at du læser listen højt for dig selv i den rækkefølge, du forestiller dig, før du tager kameraet frem. Når noget lyder forkert, er det som regel, fordi et billede mangler imellem to andre. Så er det langt billigere at tilføje en linje på papiret end at finde tid til en ekstra optagelse bagefter.
- Start med at vise, hvor du er
- Skift størrelse mellem to klip
- Læs listen højt og find hullerne
Dæk scenen, så du har noget at vælge imellem
Et udtryk, du hurtigt støder på, er dækning. Det betyder, at du optager den samme situation fra flere vinkler og størrelser, så klipperen har valgmuligheder. En samtale mellem to personer dækkes for eksempel med et totalbillede af begge og et billede af hver af dem alene.
Dækning er ikke det samme som at optage alt. Det handler om at vælge de få billeder, der giver mening sammen, og tage dem én gang ordentligt. Skriv derfor på listen, hvilke billeder der er de vigtige, og hvilke der er ekstra, hvis tiden tillader det. Så ved du, hvad du kan skære væk, hvis lyset forsvinder.
Et andet ord er indskudsbillede. Det er et kort billede af noget ved siden af hovedhandlingen, for eksempel en hånd, et værktøj eller en genstand på bordet. Indskudsbilleder er nyttige, fordi de skjuler et klip i en tale eller et interview. Husk at optage dem, mens du stadig er på stedet, for det er sjældent muligt at komme tilbage.
- Dækning betyder samme scene fra flere vinkler
- Marker, hvad der er nødvendigt og hvad der er ekstra
- Indskudsbilleder skjuler klip og giver ro
Sådan bygger du din første liste
Start med at skrive én sætning om, hvad optagelsen skal fortælle. Alt på listen skal tjene den sætning. Skriv derefter de billeder ned, du ved, at du skal bruge, uden at tænke på rækkefølge. Sorter dem bagefter, og stryg dem, der ikke bidrager.
Brug en kolonne til nummer, en til størrelse og vinkel, en til indhold og en til en afkrydsning. Afkrydsningen er vigtigere, end den ser ud: Den fortæller dig undervejs, hvad du har, så du ikke går hjem med en tom plads i midten af historien. Jeg udleverer en skabelon i kurset, men et ark papir i lommen virker lige så godt.
Hold listen kort første gang. Ti til femten linjer er rigeligt til en lille optagelse. Du lærer mere af at gennemføre en kort liste og se resultatet i klippet end af at skrive en lang, du aldrig når at bruge. Næste gang ved du, hvilke linjer du savnede, og hvilke du aldrig kiggede på.
- Skriv først, hvad optagelsen skal fortælle
- Kolonner: nummer, type, indhold, afkrydsning
- Ti til femten linjer til en lille optagelse
Når listen ikke passer til virkeligheden
Optagedagen følger sjældent planen. Lyset skifter, en person kommer for sent, eller stedet ser anderledes ud end forventet. Det er ikke et tegn på, at listen var dårlig. Den er et udgangspunkt, og du må gerne ændre den undervejs, så længe du skriver ændringen ned.
Når noget ikke kan lade sig gøre, så spørg dig selv, hvad billedet skulle bruges til. Ofte kan et andet billede klare samme opgave. Kan du ikke få det store totalbillede af rummet, kan et billede af en dør eller et skilt fortælle det samme, hvis det står rigtigt i sekvensen.
Gem listerne fra tidligere optagelser. Når du ser dem igennem sammen med de færdige klip, lærer du, hvilke typer billeder du plejer at glemme. For mange er det indskudsbillederne og de rolige totalbilleder, og det er netop dem, der får klippet til at hænge sammen.