Anne og de rodede havebilleder
Anne kom til kurset med en mappe fulde af billeder af sin have. Hun havde brugt sommeren på at fotografere stauder, bede og det gamle æbletræ, men ingen af billederne ramte det, hun selv så, når hun stod derude. De var fyldt med detaljer, og alligevel sagde de ingenting. Hun beskrev det som at se mange gode ting på én gang uden at kunne pege på den ene.
Jeg bad hende vælge tre billeder og sige i en enkelt sætning, hvad hvert af dem skulle vise. Det tog hende længere tid, end hun havde regnet med. Ved det andet billede holdt hun pause og sagde, at hun faktisk ikke vidste det. Den pause blev udgangspunktet for resten af forløbet, for et billede uden et udtalt formål kan ikke få en bevidst komposition.
Det første spørgsmål: hvad er motivet?
Vi startede ikke med regler, men med et spørgsmål: hvad er motivet, og hvad er alt det andet? Anne pegede på æbletræet, og vi talte om, at resten af haven nu havde en rolle som baggrund. Hun begyndte at se, at hendes gamle billeder gav lige meget vægt til bede, hegn, havemøbler og træ, så øjet ikke vidste, hvor det skulle lande.
Vi gennemgik tre simple værktøjer til at prioritere i rammen: motivets placering, rummet omkring det og de linjer, der leder blikket. Jeg tegnede dem på et diagram med trætoppen, stien og hegnet som pile. Øvelsen var at tage fem billeder af samme træ, hvor motivet flyttede sig i rammen hver gang, og bagefter beskrive forskellen med egne ord.
- Sæt ord på motivet, før du løfter kameraet
- Vælg ét sted, hvor blikket skal ende
- Se på hjørnerne, før du trykker af
Afstand og linjer i praksis
Næste uge tog Anne kameraet med ud i haven igen, og vi arbejdede med afstand. Hendes vane var at stå ét sted og zoome ind eller ud. Jeg bad hende i stedet gå: en meter til venstre, to skridt tilbage, ned på knæ. Hvert skridt ændrede forholdet mellem træet, hegnet og stien, og hun kunne se linjerne rykke sig i sigtet.
Det var her, noget faldt på plads. Da hun flyttede sig cirka en meter til siden, løb stien pludselig ind i billedet som en naturlig vej mod træet. Hun sagde ikke noget i et stykke tid, men tog fire billeder i træk. Bagefter kunne hun selv forklare, hvorfor det femte var bedre end det første, og det var vigtigere end selve billedet.
Ryd i rammen, før du trykker
Når motivet og linjerne var på plads, var næste skridt at rydde rammen. Anne havde en tendens til at lade ting snige sig ind i kanten: en vandslange, et hjørne af skuret, en spand. Vi lavede en fast vane, hvor hun kiggede rundt langs alle fire sider af sigtet og spurgte, om det, hun så, hørte til historien.
Det lyder banalt, men det ændrede billederne mere end noget andet. Hun lærte at gå tættere på, når der var for meget, og at lade der være luft, når motivet havde brug for ro. Vi talte også om, at tomt rum ikke er spild, men en del af det, billedet siger, og at man kan vælge det bevidst.
- Tjek alle fire kanter af sigtet
- Fjern det, der ikke hører til, eller gå tættere på
- Lad luft være et valg, ikke et tilfælde
Før og efter: hvad Anne selv så
Til sidste møde havde Anne lagt sine gamle og nye billeder ved siden af hinanden. Jeg bad hende ikke vurdere dem, kun beskrive, hvad hun så først i hvert billede. På de gamle sagde hun forskellige ting hver gang. På de nye sagde hun næsten altid det samme: træet, og så stien, der førte derhen.
Det er ikke et bevis på noget stort, og hun er ikke blevet en anden fotograf. Men hun kunne nu forklare sine valg, og hun kunne se, når et billede ikke virkede, og hvorfor. Det er den evne, vi arbejder på i komposition: at gøre det tilfældige til noget, man vælger, uden at det kræver dyrt udstyr eller særlige omstændigheder.
Hvad du kan tage med fra forløbet
Anne brugte ikke nye teknikker, men en ny rækkefølge. Først motivet, så afstanden, så linjerne, og til sidst rammens kanter. Den rækkefølge kan bruges på en have, en gade, en person eller en genstand på et bord, og den kræver kun, at du tager dig tid, før du trykker af.
Hvis du vil prøve det selv, så vælg ét motiv i nærheden og tag ti billeder, hvor kun din placering ændrer sig. Læg dem ved siden af hinanden bagefter og find det billede, hvor motivet står klarest. Spørg dig selv, hvad der adskiller det fra de andre. Svaret er som regel afstand, linjer eller hvad der er med i rammen.